Gå til indhold

Eftertanker - Vores lille sted på nettet

Spring menu

Eftertanker

Familien's interesser > Orienteringsløb > Løbsberetninger > O-ringen 2025
Stævnet, læring og næste år

Efter at have været hjemme nogle uger, har jeg fået tid til at få oplevelsen til at bundfælde sig lidt. Og jeg tænker, at det måske også er på sin plads at dele lidt af de tanker jeg har omkring selve stævnet, læringen jeg har fået ud af det rent orienteringsmæssigt, og mine tanker om næste år, hvor stævnet finder sted i og omkring Göteborg.



Sådan lige for at vise, at jeg bestemt har været i skoven, så er der her et billede af mit startnummer efter 5 etaper. Noget mere slidt, og med lidt blod i kanten, som det sig hør og bør. Er faktisk lidt imponeret over, at nummeret holdt til alle etaperne, da det allerede efter første etape var noget slidt.

Stævnet

Jeg har tidligere beskrevet min oplevelse da jeg ankom til Jönköping og senere stævnecenteret ude ved messe- og sportscenteret Elmia. Sådan lidt på afstand, så er jeg stadig behørigt imponeret over det setup der mødte os. En hel by klædt i lyserødt og med O-ringens logo overalt er ikke noget vi er vant til at se her i Danmark. I hvert fald ikke når der er tale om et orienteringsstævne. Faktisk mindes jeg ikke en tilsvarende hype og reklame omkring WMOC i 2018 på trods af stævnets størrelse.

Vel vidende, at der er en meget stor fastansat organisation bag hvert eneste stævne (ny organisation hvert år) og et meget stort antal frivillige, som arbejder med planlægningen gennem mere end 2 år forinden, så er jeg stadig imponeret over hele arrangementet. Der var simpelthen ikke overladt noget som helst til tilfældighederne. Og det virkede som om der var styr på selv den mindste detalje. Og selv når tingene ikke helt fungerede efter planen, så var der hurtigt en plan B på plads. Med andre ord fungerede hele organisationen upåklageligt.

For dem der ikke kender noget til O-ringen, så skal man vide, at O-ringen er meget mere end blot et 5-dages stævne for orienteringsløbere. Først og fremmest tilbydes der ud over traditionelt orienteringsløb, også Præcisions orientering, Para-I orientering (orientering for mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse) og Mountainbike orientering (MTBO). Alle grenene tilbydes som 5- eller 3-dages, og med mulighed for at vælge 1-5 etaper som enkeltløb. Så man kan i virkeligheden strikke sin deltagelse sammen, som man har lyst til og mulighed for. Ud over de 5 etaper – som tilbydes for alle de nævnte grene, var der mulighed for at tilkøbe træningsbaner inden selve stævnet starter – i områder der minder om de faktiske konkurrenceterræner, samt mulighed for at tilkøbe hele to indendørsorienteringsløb. Og hele stævnet skydes i gang med en ungdomsstafet (Bagheera-stafetten) for hold bestående af 2 piger og 2 drenge på maksimalt 16 år. Det var meget tydeligt for mig, når jeg hørte samtalerne mellem de unge på stævnepladsen, at lige præcist den stafet var meget værdsat, af såvel de unge som deres forældre. Og det er vel egentlig en god måde at skyde den sociale del af oplevelsen i gang.

Stævnepladserne var et kapitel for sig. På alle stævnepladser var det tydeligt, at pladserne var organiseret og indrettet så optimalt som muligt. Jeg kan selvfølgelig kun udtale mig om de tre stævnepladser jeg var på, men kunne fornemme, at også de stævnepladser, hvor nogle af de andre grene blev afholdt (nogle dage var alt samlet på samme stævneplads og på andre spredt mere ud) fungerede godt.

I min første artikel om deltagelsen, har jeg lagt et billede ind af den første stævneplads jeg var på, og hvor de to første etaper af orienteringsløbet blev afholdt. Ud over deltagerservice, mål og opløb samt opholdsområder for deltagerne kunne man også på pladsen finde en større sportsbutik, fire kiosker, massageklinik, bad og toiletter, Orienteringsskole for begyndere og O-ringen Academy for de lidt mere øvede, mulighed for at lære mere om biathlon orientering, børnepasning og en særlig aktivitet for børn kaldet ”Miniknat”. Med andre ord var der rig mulighed for alle i alle aldre for at være aktive og få nogle gode oplevelser med hjem. Her er der i sandhed tale om en familiebegivenhed.

Alt i alt synes jeg stadig det var et ganske godt gennemført arrangement, og i særdeleshed et arrangement, som i den grad omfavner alle. Ikke bare eliten, som bestemt var til stede, men også deltagere i alle aldre og med deres forskellige forudsætninger. Jeg synes at O-ringen i sandhed viser, at orienteringssporten er for alle og at den har plads til og byder velkommen til alle – uanset alder, køn, størrelse, nationalitet med mere. Og her på O-ringen er der også plads til de familiemedlemmer som ikke normalt har lyst til at være med i skoven, fordi der ikke er noget at foretage sig, mens løberne er i skoven. Dem var der bestemt også aktiviteter for ved dette stævne.

Læring

Efter 5 dage med et terræn jeg på ingen måde er velkendt med, så må jeg bare konstatere at jeg har lært en hel masse omkring orientering. Og det var en ganske stejl læringskurve. Som sådan er der jo ikke noget revolutionerende nyt i den måde jeg ændrede min orientering, for det er egentlig bare tilbage til det helt grundlæggende. Men at være meget mere bevidst om at holde forbindelsen til kortet hele tiden er nok noget jeg ikke har haft det store fokus på i mange år. Orientering med mange mulige ”sidste sikre udgangspunkt” gør, at man kan tillade sig at ”slippe kortet” på længere stræk. Men når man bevæger sig i et terræn med rigtig mange detaljer, så kan det nogen gang være svært at finde tilbage på kortet, hvis forbindelsen bliver tabt.

Dette var noget jeg helt klart oplevede på første etape, hvor min post 7 blev skæbnesvanger for hele ugen. Lige præcis på den post ”glemte” jeg at holde kontakten med kortet, mens jeg løb på tværs af den store åbne mose. Jeg kunne uden tvivl have valgt en mere sikker vej mod posten, hvis jeg blot havde læst kortet en lille smule mere. Men ønsket om tempo gjorde, at jeg tog det lette valg, i stedet for at tage det sikre valg. Og som nævnt i mit første indlæg i denne beretning, så kostede de mig i omegnen af 25 minutter, hvilket var for meget tid til, at det kunne hentes senere på ugen.

Jeg husker fra mine løb på Bornholm i et terræn, som faktisk minder lidt om det jeg var udsat for i Sverige, at min orientering har været for løs. Det forholder sig nok sådan, at jeg simpelt hen har følt mig for sikker, fordi jeg grundlæggende har en rigtig god retningsfornemmelse, og samtidig en god fysisk hukommelse i relation til terræn. Men det har gjort mig sløset og at jeg har mistet fornemmelsen af at vide, hvor på kortet jeg er. Den lektie lærte erfaringen fra første etape mig ganske kontant. Og når jeg ser på min orientering resten af ugen, så synes jeg faktisk, at jeg blev bedre og bedre til at holde fast i kortet – og i at fastholde fokus på at følge med på kortet. Det blev ikke til store bom resten af ugen, selvom jeg stadig foretog nogle dårlige vejvalg af og til.

Sammenligner jeg mine vejvalg med de vejvalg som top-10 foretog sig, så er der generelt ikke de store forskelle alligevel. Dog er jeg ret sikker på, at de har haft meget bedre styr på at udpege et ”sidste sikre udgangspunkt”, og så ret hurtigt søge mod det. For mig betyder det, at jeg vil forsøge at tilføje dette element med det store billede til det at holde kontakten med kortet. Selv føler jeg mig overbevist om, at hvis jeg kan fortsætte den udvikling jeg har været gennem i O-ringen ugen, så kan jeg også forbedre min orientering endnu mere.

Min nervøsitet forinden første start i forhold til det terræn der ventede mig, viste sig at være ganske begrundet, mens jeg samtidig også vil tillade mig at konstatere, at jeg faktisk formåede at rette til og tilpasse mig forholdene ret hurtigt. Jeg er i hvert fald kommet hjem, med en langt større tryghed overfor det at skulle kaste mig ud i terræner, som har en sværhedsgrad der langt overstiger det vi er vant til her på Sjælland (Tisvilde Hegn og Rørvig Sandflugtplantage måske undtaget).

Næste år

Mens jeg sad i bilen på vej hjem, var der ingen tvivl i mit sind, om at jeg ville tilmelde mig O-ringen 2026. Oplevelsen i år var så positiv – på trods af min placering i den tunge ende – at jeg ikke kunne se, hvorfor jeg ikke skulle tage af sted igen. Særligt når stævnet igen finder sted forholdsvis tæt på Danmark.

Efter lidt tid i Danmark har jeg selvfølgelig genovervejet - særligt mens jeg har skrevet min forholdsvis lange beretning om årets stævne – om det nu også er den rigtige beslutning at tage af sted igen. Den mentale øvelse med at gennemgå min oplevelse med stævnet som helhed og med mine ture i skoven, har dog givet mig en ro og tryghed ved at skulle af sted igen. Jeg ved nu, hvad jeg går ind til, og hvad det betyder at løbe 5 etaper i et så anderledes terræn.

Når tilmeldingen til næste års stævne for alvor går i gang (der er allerede åbnet, men der mangler meget information bortset fra priser), så er det helt sikkert, at jeg tilmelder mig. Og her kommer så en opfordring til dig, som måske har fået vækket nysgerrigheden og måske endda interessen ved at læse om mine oplevelser i år: Meld dig til, og lad os lave en ”klubtur” til Göteborg. Tag endelig familien med, for selvom de måske ikke er helt vilde med orienteringsløb, så er der masser af aktiviteter – både i forbindelse med stævnet, og i Göteborg helt generelt.

Programmet er fastlagt, og ser sådan ud:



Priserne ser ligeledes ud til at være fastsat, og er som følger (Orienteringsløb):



Der tilbydes en lang række klasser, som er listet her:




Jeg håber du har fået noget ud af min beretning fra O-ringen 2025 i Jönköping, og at du måske har fået blod på tanden i forhold til at overveje deltagelse næste år. Mit forslag er at gå ind på O-ringens hjemmeside, og evt. tilmelde dig nyhedsbrevet. Du kan også følge O-ringens Facebook-side. Skulle du have lyst til at springe ud i det, så vil du ikke være alene, for Køge Orienteringsklub vil i hvert fald være repræsenteret ved undertegnede, når første etape skydes i gang mandag den 20. juli 2026 nord for Göteborg.

Tilbage til indhold